![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/bredformat.jpg&Width=768&Crop=5)
Plejecenter Dagmargården er blevet EDEN registreret som det første plejecenter i Skanderborg Kommune.
Plejecenter Dagmargården fejrede forleden, at plejecentret er blevet EDEN registreret. Eden filosofien går blandt andet ud på at minimere ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed og skabe hjemlige rammer for beboerne.
- Ud fra EDEN principperne arbejder vi nu med, at styrke forståelsen af, at Dagmargårdener beboernes hjem først og fremmest, og her skal være hjemligt og hjertevarmt og trygt. Det er ikke fordi, vi skal lære en hel masse nye ting, men vi skal ændre vores sprog fra institutionssprog til et helt almindeligt hverdagssprog og have mere fokus på eksempelvis blomster, dyr og børn på plejehjemmet, fortæller Mette Sørensen, leder på Dagmargården.
For at blive registreret Eden Plejehjem skal mindst 50 procent af medarbejderne deltage på et uddannelsesforløb over tre dage. På Dagmargården har mere end 90 procent af medarbejderne allerede været afsted. De sidste medarbejdere skal med på forløb i september 2024.
- Det er et spændende initiativ og stærkt gået af Dagmargården. Det her er en af vejene til at øge trivslen både blandt beboerne, og også blandt medarbejderne selv. Jeg er sikker på, at vi får nogle mere livsglade og aktive ældre, og et endnu bedre sted at gå på arbejde, siger formand Jens Szabo formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.