Her får du fem vigtige sager, der blev behandlet på byrådsmødet den 4. september.
Borgerrådgiveren aflagde årsberetning
Den uafhængige Borgerrådgiver, som skal hjælpe borgere, der er kørt fast i systemet, aflagde årsberetning. Der er ikke fundet større problemer med sagsbehandlingen i 2023. Det er positivt, at antallet af henvendelser er faldet med 35 pct. sammenlignet med 2022. Særligt har området Sundhed, Omsorg og Handicap oplevet et markant fald i antallet af henvendelser med et fald fra 130 til 51 henvendelser. Læs mere om Borgerrådgiveren på www.skanderborg.dk/borgerraadgiver
Førstebehandling af næste års budget
Forhandlingerne om næste års budget er i gang, og på mødet blev budgettet førstebehandlet. Partierne har mulighed for at fremsende ændringsforslag frem til den 13. september. Næste års budget skal endelig godkendes ved Byrådets andenbehandling den 25. september. Du kan læse mere om processen på www.skanderborg.dk/budget
Ny børne- og ungepolitik vedtaget
Byrådet vedtog den nye Børne- og Ungepolitik, som fokuserer på trivsel, fællesskab og børns udvikling. Politikken er blevet justeret efter en bred høring, og blandt andet har Handicap- og Psykiatrirådet bidraget med forslag til, hvordan politikken kan understøtte, at børn med handicap får bedre vilkår. Arbejdet med at udmønte politikken går nu i gang.
Ny måde at navngive veje godkendt
Byrådet godkendte en ny måde at navngive veje på i kommunen. Fremover skal veje, der opkaldes efter afdøde personer, ledsages af en kort angivelse af personens hverv, ligesom det skal angives, hvornår personen levede. Samtidig lægges der vægt på at mænd og kvinder hyldes lige meget i det offentlige rum gennem vejnavne. Der er også indført nye regler for navngivning af private fællesveje, så det sker i samråd med grundejeren.
Åben rådgivning for udsatte borgere slår dørene op til november
Et ny tilbud til borgere over 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer åbner i pavillon 7 på Sølund (nær FLOK). Rådgivningen er en del af den forebyggende indsats. Der tilbydes op til otte samtaler pr. borger. I opstarten vil rådgivningen være åben to gange om ugen, og der behøves ingen henvisning.
Følg møderne på Byråds-TV www.skanderborg.dk/byraadstv eller læs dagsordenen på www.skanderborg.dk/dagsordener.